Om underviseren

Lis VærgmanJeg hedder Lis Værgman,  er født i 1960 i København, hvor jeg stadig bor. Jeg er oprindeligt uddannet kemiingeniør. I løbet af mit studium begyndte jeg at praktisere Tai Chi Chuan (dec 1985) og efter endt studium valgte jeg kemien fra og Tai Chi’en til, da det var meget mere mig. Jeg begyndte at undervise i 1993 og det er siden blevet min levevej. Det er dog meget mere end min levevej. Med tiden er Tai Chi blevet en uadskillelig og nødvendig del af mit liv, det er blevet min levevis.

For snart fire år siden blev jeg opmærksom på en Qi Gong form kaldet Wuji Gong. Jeg var så overrasket over, hvor kraftfuld denne bløde og enkle serie af bevægelser var, og hvor nem den var at lære, at jeg besluttede at tage instruktøruddannelsen, så jeg kunne videregive Wuji Gong til andre. Wuji Gong er blevet en fast bestanddel af min daglige træning, da den får mig i kontakt med yin-energien på en måde, jeg ikke har oplevet før. Yin-energien er jordens og naturens energi, den feminine energi.

Udover Tai Chi Chuan og Wuji Gong har jeg beskæftiget mig med forskellige former for terapi. Bl.a. er jeg uddannet i esoterisk psykoterapi hos Claus og Laila Houlberg.

Mine lærere:

Tai Chi Chuan lærte jeg i København af hhv. Lars Éwe og Frank Feldmann, som begge var elever af Mester Tung Kai Ying. Siden 1992 har jeg selv været elev af Mester Tung.

Læs mere om Mester Tung her: www.tungtaichi.com

Wuji Gong formen lærte jeg i Malmö af Viveca Moritz, elev af Andrew Fretwell. Det er Andrew,  som påbegyndte at udbrede kendskabet til Wuji Gong  i Europa, og han arbejder til stadighed med dette.

Kurset ”Deeper Wuji Gong” og selve instruktørkurset har jeg taget hos Andrew.

Læs mere  om Andrew Fretwell og Wuji Gong her: www.wuji-gong.org