Wuji Gong

IMG_20140627_185010Wuji Gong, også kaldet Oprindelig Qi Gong eller Oplysningens Tai Chi. Kært barn har mange navne og alle navne fortæller noget om, hvad Wuji Gong er.

Wuji betyder intethed, potentiale eller det oprindelige. Det som var, før verden blev skabt. Gong betyder øvelse. Så Wuji Gong er en øvelse, hvormed vi kan finde tilbage til vores oprindelige selv.

Wuji  Gong er en form for Qi Gong. Qi Gong betyder energiøvelse.

I Wuji Gong samler vi energien fra fem retninger, Øst, Vest, Syd, Nord og Centrum samt fra himlen og jorden og lader alle disse energier afbalancere vores egen indre Qi (livsenergi) for derefter at give den tilbage til universet i en evig dans mellem det indre og det ydre. På denne måde kommer vi skridt for skridt nærmere en tilstand af at være et med altet og finder dermed tilbage til vores oprindelige selv, vores essens.

Wuji Gong er ligesom Tai Chi skabt af Chang San Feng, en kinesisk taoistmunk fra det 12. århundrede. Han skabte Wuji Gong som en måde til at opnå oplysning.

Wuji Gong formen (serien af bevægelser) er enkel og nem at lære. Det tager kun 15-20 minutter at udføre, når man har lært bevægelserne at kende.

Wuji Gong er som sådan ikke en motionsform, men  styrker alligevel både krop og sind. Udøver  man regelmæssigt Wuji Gong, vil man opnå større indre ro og glæde, en god jordforbindelse, et stærkere immunforsvar,  et sundere hjerte, et bedre kredsløb og velfungerende fordøjelse. Kort sagt opnår man generelt et bedre helbred.